Min gode veninde, Stine, som jeg besøgte Indien sammen med helt tilbage i 1998, er kommet til byen med sin mand og deres lille datter. I går mødtes vi alle sammen til frokost hos en af Stine veninder i Syddelhi fra sin tid som antropologi-studerende på det prestigefyldte Jawaharlal Nehru University, JNU.

Jeg besøgte i øvrigt universitetet for nylig for at interviewe en  professor i sociologi til en artikel om, hvorvidt positiv særbehandling i den private sektor er vejen frem for at integrere de kasteløse på arbejdsmarkedet. Den meget spændende debat skal jeg nok skrive mere om her på bloggen. Universitetets campus fylder hele to kvadratkilometer og virker som en lille oase i byen.

Jeg havde ikke bevæget mig mange meter inden for universitetes mur, før jeg kunne mærke en virkelig behagelig ro og fred. Bilernes hektiske dytten og det konstant høje støjniveau, der præger alle indiske storbyer, gled med ét væk. Universitetsområdet er nærmest en stor park, hvor kollegierne og  institutterne ligger i små klynger over det hele. Folk går stille omkring og snakker roligt og meget dannet på en måde. Hvis nogle danske studerende skulle have lyst til et ophold i Indien, tror jeg bestemt, at JNU vil være godt valg – socialt og fagligt.

Det var rart at se en dansk ven, jeg kender godt. Når jeg er væk så lang tid, kommer der naturligvis små stik af hjemve. Det kommer meget i perioder. Jeg prøver egentlig ikke at arbejde imod det, men bare acceptere, at Indien indimellem kan virke uoverskueligt, og hjemlængslen kan komme snigende. Jeg overvejede på et tidspunkt at opsøge et netværk for “expats”, udstationerede, der af og til mødes i New Delhi, men det er ikke blevet til noget.

Gennemgående har jeg det jo godt og hygger mig også fint i mig eget selskab. Alenetid er der selvfølgelig meget mere af, end jeg er vant til.

Udover at det var godt at se Stine og hendes lille familie, så var det også fedt bare at kunne være i selskab med en, der kender mig godt. Jeg hygger mig også fint med Nitin, som jeg bor hos, men det er ikke helt det samme.

I dag, søndag, tog jeg, Nitin og hans forældre ud for at spille golf her til eftermiddag. Tidligere har jeg haft lidt svært ved at forstå, hvorfor nogle bliver fuldstændig opslugt af spillet, men det forstår jeg lidt mere nu . Det føltes virkelig fedt, når jernet med et rent slag sendte bolden langt udover græsarealet.

Denne søndag blev vi bare undervist i at få høvlet boldene godt afsted, og det var i øvrigt svært nok, skal jeg love for. Man ligner jo en tåbe, når man står og banker hul i græsplanen og slår huller i luften med store møllesving, men nu har jeg indset, at golf faktisk er et vanvittig svært spil. Men følelsen af at få slået bolden lang pokker i vold og instruktørens opmuntrunende “what a beauty”, ja, den sætter sig. Jeg skal helt sikkert ud på græs igen på søndag – “once bitten, forever smitten”, som Mike Skinner fra The Streets rapper.

På vej hjem gennem kvarteret i Noida, der er en spøjs blanding af simpelt landsbyliv og nye middelklasse- og overklasseboliger, stoppede vi op ved et et lille gadekøkken. I det øjeblik solen går ned, kommer kulden med det samme, så vi fik varmen på nogle lækre tibetanske momos, der blev dyppet i stærke chilisaucer. De små glæder i weekendernes tilbagelænede gear kan af og til være ret store.

Jo, det føles som om, det går, som det skal her i Indiens hovedstad.