Commonwealth Games står for døren, og Delhi er gået igang med den helt store rengøring for at vise sig fra sin bedste side.

Begivenheden giver anledning til en sund øvelse, man desværre ikke ser så tit: Hvordan ser vi mon ud udefra?

Selvransagelsen og Indiens pågående medier har - som Hindustan Times beretter – ført til, at Delhis Urban Development Minister, Ashok Kumar Walia, har bevæget sig ud for at se på tilstanden i den gamle, muslimske del af byen – Old Delhi.

Old Delhi er hovedstadens traditionelle handelscenter, der synes at have levet i en lomme af tiden i århundreder, alt imens “naboen” New Delhi emmer af den britiske kolonitid med brede, snorlige veje, rækker af porcelænshvide diplomatboliger (bygget frem til Indien blev selvstændigt i 1947) og den nye vækst, der har sendt multinationale virksomheder i vejret som paddehatte.

Vanddrikning op til lørdagsbøn i Indiens største moske, Jama Masjid. Indien har verdens største muslimske mindretal - omkring 160 millioner af de 1,2 mia. indere bekender sig til islam.

Old Delhi, New Delhi. To bydele, side om side – og så langt fra hinanden.

Selv den urbane minister har nu også oplevet, at der er lige lovlig rodet i Old Delhi. Mildt sagt.

Jeg har oplevet meget crazyness i Indien og tror, at Old Delhi tager prisen i den kategori. Bydelen er en mavepuster af et indisk kaos, der flår i samtlige kroppens sanser og kaster hjernecellerne retningsløst rundt i skallen. Fra morgen til sen aften virker det overbefolkede område som en gigantisk myretue, der kontinuerligt holdes på dupperne med en stavblender.

Men med Commonwealth Games i oktober bliver det altså snart showtime, og hovedstaden skal poleres.

Trådene skal helt bogstaveligt redes ud i Old Delhi.

Et kendetegn for området er den krakelerede infrastruktur. I gaderne, og især i de støvfyldte og snævre gyder, hænger sammenfiltrerede kabler og ledninger, der svajer faretruende lavt over hovedet som udkogte spaghettirør. Jeg lover urbanministeren en kulfi-is lige fra gaden, hvis det lykkes at gøre at gøre noget som helst urbant i Old Delhi – på den moderne måde – inden oktober. Eller inden 2020.

Men han kan begynde med de løse ender og forbindelser. Som Hindustan Times skriver, er det faktisk planen, at trådene skal redes ud, og et nyt kabelnet skal lægges under jorden. Stærkt! Nu må vi se, hvor lang tid det kommer til at tage.

I denne tid kører en masse historier i Indiens medier om, hvordan New Delhi gør  tiltag, der skal give byen et pænt image op til Commonwealth Games. Forståeligt nok. Byen trænger i den grad til reperationer og byfornyelse. Især infrastrukturen, der ofte beskrives som Indiens achilleshæl i forhold til at skabe mere fremgang, halter gevaldigt. Desværre ser vi også, at de allestedsværende tiggere bliver skubbet langt væk. Det er så den sociale slagside ved, at Indien  skal vise sig som en nation fuld af succes og overskud. De udstødte bliver mere udstødte.

Men hvis jeg i denne omgang holder mig til de positive fornyelser som oprydningssarbejdet i Old Delhi, så tænker jeg: Gade vide, hvad der sker efter Commonwealth Games?

Noget siger mig, at der sikkert – igen – vil gå lang tid, før Delhis ministre bevæger sig ned i støvet i Purani Dilli.

Jeg har netop fundet en indisk blog, der genvækker min glæde og nysgerrighed overfor min anden hjemby, New Delhi. Altimens jeg befinder mig i min første hjemby, København. The Delhi Walla kalder Mayank Austen Soofi bloggen, der tager læseren rundt i hovedstadens kringelkroge. Ved en søgning på Google faldt jeg over hans indlæg om sit besøg i Old Delhi for at finde svar på, hvorfor der er så pokkers beskidt.

Under sommermonsunen kommer varmen i hovedstaden ofte et pænt stykke op over 40 grader. Kreativiteten indenfor kolde læskedrikke er derfor stor.

“Three boys are hanging around at one side of the chowk. “Why is Old Delhi so dirty?” I ask them. “Yes there’s filthy for sure,” says 20-year- old Kamran Khan, a school dropout. “But there are things that make you love this place.”

Delhi og Indien i en nøddeskal. Selv når hun er grim, kan hun være smuk – og helt umulig ikke at falde for.

Min gode veninde, Stine, som jeg besøgte Indien sammen med helt tilbage i 1998, er kommet til byen med sin mand og deres lille datter. I går mødtes vi alle sammen til frokost hos en af Stine veninder i Syddelhi fra sin tid som antropologi-studerende på det prestigefyldte Jawaharlal Nehru University, JNU.

Jeg besøgte i øvrigt universitetet for nylig for at interviewe en  professor i sociologi til en artikel om, hvorvidt positiv særbehandling i den private sektor er vejen frem for at integrere de kasteløse på arbejdsmarkedet. Den meget spændende debat skal jeg nok skrive mere om her på bloggen. Universitetets campus fylder hele to kvadratkilometer og virker som en lille oase i byen.

Jeg havde ikke bevæget mig mange meter inden for universitetes mur, før jeg kunne mærke en virkelig behagelig ro og fred. Bilernes hektiske dytten og det konstant høje støjniveau, der præger alle indiske storbyer, gled med ét væk. Universitetsområdet er nærmest en stor park, hvor kollegierne og  institutterne ligger i små klynger over det hele. Folk går stille omkring og snakker roligt og meget dannet på en måde. Hvis nogle danske studerende skulle have lyst til et ophold i Indien, tror jeg bestemt, at JNU vil være godt valg – socialt og fagligt.

Det var rart at se en dansk ven, jeg kender godt. Når jeg er væk så lang tid, kommer der naturligvis små stik af hjemve. Det kommer meget i perioder. Jeg prøver egentlig ikke at arbejde imod det, men bare acceptere, at Indien indimellem kan virke uoverskueligt, og hjemlængslen kan komme snigende. Jeg overvejede på et tidspunkt at opsøge et netværk for “expats”, udstationerede, der af og til mødes i New Delhi, men det er ikke blevet til noget.

Gennemgående har jeg det jo godt og hygger mig også fint i mig eget selskab. Alenetid er der selvfølgelig meget mere af, end jeg er vant til.

Udover at det var godt at se Stine og hendes lille familie, så var det også fedt bare at kunne være i selskab med en, der kender mig godt. Jeg hygger mig også fint med Nitin, som jeg bor hos, men det er ikke helt det samme.

I dag, søndag, tog jeg, Nitin og hans forældre ud for at spille golf her til eftermiddag. Tidligere har jeg haft lidt svært ved at forstå, hvorfor nogle bliver fuldstændig opslugt af spillet, men det forstår jeg lidt mere nu . Det føltes virkelig fedt, når jernet med et rent slag sendte bolden langt udover græsarealet.

Denne søndag blev vi bare undervist i at få høvlet boldene godt afsted, og det var i øvrigt svært nok, skal jeg love for. Man ligner jo en tåbe, når man står og banker hul i græsplanen og slår huller i luften med store møllesving, men nu har jeg indset, at golf faktisk er et vanvittig svært spil. Men følelsen af at få slået bolden lang pokker i vold og instruktørens opmuntrunende “what a beauty”, ja, den sætter sig. Jeg skal helt sikkert ud på græs igen på søndag – “once bitten, forever smitten”, som Mike Skinner fra The Streets rapper.

På vej hjem gennem kvarteret i Noida, der er en spøjs blanding af simpelt landsbyliv og nye middelklasse- og overklasseboliger, stoppede vi op ved et et lille gadekøkken. I det øjeblik solen går ned, kommer kulden med det samme, så vi fik varmen på nogle lækre tibetanske momos, der blev dyppet i stærke chilisaucer. De små glæder i weekendernes tilbagelænede gear kan af og til være ret store.

Jo, det føles som om, det går, som det skal her i Indiens hovedstad.

Jeg er begyndt at lede efter skjulte kameraer, når jeg farer rundt – og som regel vild – i den indiske offentlighed. Nogle gange opfører inderne sig – for mig – så mærkeligt, at jeg må holde fast i tanken om, at de gør det for at lave gags med mig. Der MÅ være et tv-program for alle de “skjult kamera”-optagelser, de laver.

Der MÅ være millioner af indere, der dagligt hyler af grin over mig.

Men jeg finder aldrig nogen kameraer, og ingen kommer løbende og siger, at jeg så helt vild sjov ud, da de tog røven på mig. Tværtimod vågner jeg dagligt op til en småsyret virkelighed, der langt fra er i sync med min logik.

Jeg har netop fået et af de daglige syrechok hos en isbod i Noidas nye indkøbscenter - et meget moderne center i fire etager, hvor alle de store internationale kæder er repræsenteret.

Her fik jeg pludselig lyst til en is. Det undgår jeg som regel på gaden, da risikofaktoren for at komme slemt på skideren kan være høj. Men her så det godt ud.

Som så ofte her i Indien kan en lille og banal serviceydelse pludselig vokse til et uoverskueligt projekt. Jeg kan nemlig ikke bare gå hen og betale for en is. Først skal jeg købe et smart guldkort til 200 rupier (omkring 27 kroner), som jeg kan more mig med i alle restauranterne. Så må jeg stille op i køen og vente og herefter videre til en ny kø ved isboden.

Nu siger siger min lineære logik mig, at jeg må være tæt på. Isboden har en stor køledisk med 20-25 slags is, og der er en høj stabel med vafler. Ekspedienten smiler og spørger, hvad jeg vil have?

Lovende. “Nu er det bare lige ud. Hen og pege, op med iskuglerne, frem med guldkortet, og ned i maven”, tænker jeg. Lidt naivt.

Jeg vælger to iskugler i vaffel, en med Madagascar-chokolade og en med vanilje. Ekspedienten graver godt ned i metalbøtten og former en kugle på størrelse en tennisbold.

“Okay, nu får jeg en rigtig stor is, og det er sgu i orden”, tænker jeg.

Det er jo lang tid siden, jeg har spist is, og jeg har et hårdt liv. Hver morgen står jeg op, før Fanden får cowboystøvler på for at vride mit stive korpus ud i de mest outrerede  yogastillinger. Halvanden time, fem dage om ugen, og jeg mangler stadig 30-50 centimenter for at kunne nå mine tæer med fingrene.

Jeg har fortjent en ordentlig røvfuld is, har jeg. Inderen kan se det krystalklart med sit “tredje øje”. Han har en stærk intuition og ser, at jeg lider hver morgen, når jeg vandrer gennem morgendisen med min yogamåtte under armen. Kun for at blive mødt af en instruktør, der har set for meget Karate Kid som knægt og tror, han er Mester Miyagi, og jeg er en stiv og stenet udgave af Daniel San.

Nu vil den rare mand forkæle mig, lige som jeg har fortjent. De er gode nok, de indere. Skøre, javel, lidt distræte, jo da, men gode nok, helt bestemt. De ved, når man ikke vil snik-snakke, men bare have en god is.

Men pludselig knækker drømmefilmen, jeg er i færd med at afspille på det indre lærred. Det dejligt lineære handlingforløb, jeg ser for mig, bryder fuldstændig op, for den indiske ekspedient går pludseligt ud ad et sidespor. Efter at have fyldt en chokolade-tennisbold i vaflen, tager han nemlig en anden vaffel frem og gør klar til at grave i vaniljeisen. 

Aha, han troede, at jeg bad om to. Jeg stopper ham, inden han får stukket skeen ned, for jeg gider ikke rende rundt med to isvafler. Jeg gentager, at jeg ønsker to kugler i én vaffel.

Inderen ryster på hovedet.

“Nej, det kan jeg altså ikke. Her laver vi kun isvafler med én kugle”, siger han, og inden jeg ved af det går han igang med isvaffel nummer to.

 “Ej, hør nu, du kan vel bare fylde vaniljenisen oven på chokoladeisen”, siger jeg.

“Nej, Sir, det kan vi altså ikke, for vi laver kun isvafler med én kugle”, svarer han og går videre med det nu ret så uoverskuelige isprojekt.

 “EJ, HØR NU. Det må da være muligt…jeg bad altså kun om én is”.

“Så må jeg altså tale med min manager først og høre, om vi kan gøre en undtagelse”, siger ekspedienten og forlader nu isboden.

Nu føler jeg mig pludselig som en 70-årig Daniel San i yogalokalet, hvor alt er op ad bakke. En halv meters afstand mellem tæer og fingre, led, der er stive som metal, og Mester Miyagi, der slår sømmet på mit hoved: “You really have a stiff body”.

Nå, det står dog ikke SÅ galt til. Hverken i yogalokalet, hvor jeg dagligt udøver selvtortur, eller med projektet i den indiske isbod, der er en lille, men sigende hverdagsoplevelse om, hvordan tingene i Indien kan køre ud ad spor, jeg ikke kan se retningen på.

Ekspedienten kommer nu tilbage og siger, at han har snakket med sin overordnede. Og han sagde, at det var i orden at jeg denne gang fik en isvaffel med to kugler, frem for to isvafler med en kugle i hver.

Juhuu!! 20 minutters kamp, og Daniel San gennemfører den indiske servicetest og får løn som fortjent: Én isvaffel med to suveræne iskugler.

Det var den bedste is, jeg nogensinde har fået i Indien.

På disse bundlinjer, i anmeldelsen af den bureaukratiske isbod, kan slutresultatet derfor kun være positivt: Fem vafler ud af fem.

Tre vafler for den høje kvalitet og velsmag, en for den alternative service og endelig en vaffel for den overskudsfølelse, jeg havde efter gennemførelsen af hele projektet.

Tak for is! 

Simpelthen fordi avisen er mit yndlingsmedie. Jeg har det godt, når jeg begynder dagen med at åbne avisen og bladre rundt i sektionerne for at se, hvordan den har valgt at dække gårsdagens uoverskuelige strøm af begivenheder.

Jeg har en forventning om, at avisen skal give mig overblik over, hvad der var væsentligt i går, hvad der kan ske i dag og meget gerne også i morgen. Det er jo det, avisen kan og bør levere: Aktualitet, baggrund og perspektiv.

Avismediet skal tage udgangspunkt i de aktuelle nyheder, men stikke et spadestik dybere og give mere perspektiv, end jeg kan få hos mange af de elektroniske medier, der egner sig til at levere de højaktuelle nyheder. Avisen skal ikke bare fortælle, hvad der skete, men hvorfor det skete, og hvad det kan betyde. Hos mange af de webbårne nyhedsmedier oplever jeg ofte, at jeg kun får svar på, hvad der skete, og så bliver jeg som læser efterladt og kan bare tænke: “Nå, og hvad så?”

Den galej skal dagbladene ikke hoppe med på. Dermed ikke være sagt, at de ikke skal være aktuelle, for det skal de i høj grad. Men netop i denne tid, hvor modtagerne kan få næsten alle de aktuelle nyheder kvit og frit via nettet og gratisaviserne, så er der især brug for, at medierne hjælper borgerne til at forstå den mere og mere komplicerede verden, vi tumler rundt i. Og ud fra et økonomisk perspektiv er det afgørende, at aviserne finder opskriften på, hvordan de får læserne tilbage i folden. Det gælder især de gamle omnibusaviser Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten, for interessant nok har Børsen, Information, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen haft succes med den nicheorienterede dækning. Her har oplaget modsat steget de seneste år.

Måske kan omnibusaviserne også få succes med at skære nogle nicher ud, så de leverer noget særligt til netop deres læsere, så de ikke bare repeterer gårsdagens såkaldte “fællesstof”. Det afgørende bliver at finde balancen mellem nyheder og baggrundsstof samt niche- og fællesstoffet. Meget kort sagt. Jeg tror, det er en problemstilling, der knager gevaldigt i de fleste redaktørers hoveder netop nu.

Efter jeg er flyttet til New Delhi har jeg fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig, at få det “aktuelle baggrundsstof” i avisen, som både opdaterer mig på de vigtigste nyheder og giver dybere baggrund. Som journalist er jeg selvfølgelig afhængig af både de elektroniske mediers aktualitetsstof og avisernes baggrundsstof, og rent personligt har jeg det også bedst med at møde dagen, når jeg er klædt på med den gode blanding.

Når jeg skriver fra New Delhi skal jeg fungere som et filter mellem de væsentlige begivenheder i Danmark og Indien, så derfor skal jeg selvfølgelig følge begge lande tæt. Som sagt holder jeg meget af avisen, men da jeg ikke kan få dagens danske aviser til Indien, må jeg nødvendigvis læse meget mere ved skærmen.

Nu er jeg begyndt at holde PolitikenWeekly, en avis, hvor chefredaktør Tøger Seidenfaden lover mig, at han og medarbejderne har klippet det bedste ud fra ugens løb. Så kan jeg – og alle de andre udlandsdanskere – bladre i avispapiret og samtidig følge godt med i de danske begivenheder. Det er en skidegod idé, og jeg glæder mig mere end almindeligt til at læse min weekendavis i hængesofaen på terrassen, mens solen giver varme timer om eftermiddagen. Selv om jeg kun har været her i lidt over en måned, så er de timer en overraskende vigtig livline til Danmark.

Læsningen af danske aviser er ikke bare et godt søndagsritual, det er en vigtig livline hjem til Danmark. Desværre kommer PolitikenWeekly, avisen for udlandsdanskere, flere uger for sent, så fornøjelsen er ikke så stor, som den kunne være.

Nu kan nogle måske indvende, at jeg da lige så godt bare kan gå på nettet. Det kan jeg også, men det er bare ikke det samme. Indrømmet, jeg er nostalgiker på det her område, men faktisk er jeg også ganske sikker på, at jeg læser avisen anderledes end på nettet. Jeg giver mig mere tid og ro til at gå dybere ned. Jeg læser artikler, jeg ellers ikke ville læse. Jeg oplever et andet samspil mellem tekst, billeder og layout, som jeg ikke kan finde andre steder. Jeg får ganske enkelt noget helt andet – og unikt – ud af læsningen, der netop har at gøre med, at teksten er sat på tryk.

Til trods for at solen sender charmestråler ned over Delhi, og jeg oplever ro og glæde i hængesofaen, så er der noget ved min Politiken-læsning, der ikke er i orden. Indholdet er alt, alt for gammelt, for jeg får den en eller to uger senere end lovet. Hvis jeg er så heldig at få den. Mærkeligt nok melder udlejeren på min hjemmeadresse på Frederiksberg, at Politiken fortsat dumper ind ad brevsprækken, selv om jeg har bedt dem om at indstille abonnementet her.

Øv. Jeg bruger penge på en avis, der kommer hver dag på Frederiksberg samt en avis, der sjældent kommer til New Delhi. Det er altså ikke top dollar.

>

Vores hushjælp, Satha, tager sig også en slapper med “The Times of India”.

Det betyder, at jeg søndag lå og læste gamle danske nyheder fra den sammenklippede PolitikenWeekly, der blev publiceret 5. december. Her kunne jeg blandt andet læse et helt opslag, hvor statsministerens redegørelse fra 27. november blev bragt. Tak for det, men den falder lidt vel sent.

Netop Politiken har indtil for nylig forsøgt at skrue ned for aktualitetsblusset for at give mere plads til baggrund, analyse og opinion. Efter omkring et år med det såkaldte Projekt Ny Avis, hvor avisen i stedet opprioriterede det højaktuelle nyhedsstof på netavisen, så valgte man i oktober at gå tilbage og igen satse mere på den klassiske nyhedsjournalistik i papiravisen.

Hvordan betalingsaviserne skal overleve konkurrencen med de elektroniske medier og ikke mindst gratisaviserne, så læserne igen vil betale for en avis, ja, det er et rigtig godt spørgsmål. Projekt Ny Avis bliver heftigt debatteret, bl.a. i fagbladet Journalisten, fordi den debat netop handler om papiravisernes eksistensberettigelse og fremtid. Som Politiken-læser gennem mange år, mener jeg, at avisen i første omgang gik for langt væk fra den klassiske nyhedsjournalistik, og et stykke hen ad vejen vil jeg give kritikere ret i, at det blev for meget en “meningsavis”. Det dagsaktuelle stof blev for småt og notits-præget.

At læse en avis, der i for høj grad er frarevet de højaktuelle dagsordener for at gå ud af helt egne tangenter, det tvivler jeg på er vejen frem. Så nu vil jeg da på Politikens vegne håbe, at de finder den rette balancegang mellem at levere (gårs)dagens nyheder på en måde, hvorpå det lykkes at holde den aktualitetshungrende læser i butikken, samtidig med, at avisen når nogle lag dybere end de hurtige tv-og netnyheder. Der er brug for det.

Og så vil jeg bare krydse fingre for, at PolitikenWeekly begynder at komme til tiden i New Delhi. For selv om det er en fornøjelse at bladre igennem artiklerne hjemmefra, så er det altså for sent at læse statsministerens redegørelse i Folketinget tre uger efter, den blev holdt.

Kilder:

“Avisrevolution: Bunden er ikke nået” (Information, 20.4.2007)
“Avisen i krise, men den dør ikke lige nu” (Journalisten.dk, 14.7.2007)