Af Poul Bonke Justesen, [...]]]> DSV Air & Sea i Indien arbejder intenst med at skabe en interkulturel organisation, der kan holde dampen oppe og bevare smidigheden, når næsten alle led vokser. Vejen frem er at skabe en stærk blanding af danske og indiske værdier, så det store mandskab arbejder i samme retning.

Af Poul Bonke Justesen, Mumbai

Udenfor Indien-dirktør Michael Carstensens kontor stritter betonpiller op fra den godt slidte vej.

Her i et udsnit af Mumbais asfaltjungle kæmpes for at bygge en bro, der kan aflaste det trafikale kaos. Men “projekt indisk infrastruktur” er op ad bakke, og byggerierne kan ikke følge de behov, landets hurtige udvikling stiller.

Indiens uforudsigelige veje burde være et mareridt for selv en garvet DSV-mand som Michael Carstensen, der for 20 år siden begyndte som elev i Indonesien og sluttede som direktør, inden han i 2006 tog direktør-kasketten på til Mumbai for at starte et nyt erhvervseventyr. Bureaukrati og kaos til trods, Michael Carstensen er solgt og fascineret.

“Ligegyldigt, hvor du er i Indien, så er der en buzz…”

Læs hele artiklen i  Moves (DSV’s medarbejdermagasin), s. 18-21.

Commonwealth Games står for døren, og Delhi er gået igang med den helt store rengøring for at vise sig fra sin bedste side.

Begivenheden giver anledning til en sund øvelse, man desværre ikke ser så tit: Hvordan ser vi mon ud udefra?

Selvransagelsen og Indiens pågående medier har -

Commonwealth Games står for døren, og Delhi er gået igang med den helt store rengøring for at vise sig fra sin bedste side.

Begivenheden giver anledning til en sund øvelse, man desværre ikke ser så tit: Hvordan ser vi mon ud udefra?

Selvransagelsen og Indiens pågående medier har - som Hindustan Times beretter – ført til, at Delhis Urban Development Minister, Ashok Kumar Walia, har bevæget sig ud for at se på tilstanden i den gamle, muslimske del af byen – Old Delhi.

Old Delhi er hovedstadens traditionelle handelscenter, der synes at have levet i en lomme af tiden i århundreder, alt imens “naboen” New Delhi emmer af den britiske kolonitid med brede, snorlige veje, rækker af porcelænshvide diplomatboliger (bygget frem til Indien blev selvstændigt i 1947) og den nye vækst, der har sendt multinationale virksomheder i vejret som paddehatte.

Vanddrikning op til lørdagsbøn i Indiens største moske, Jama Masjid. Indien har verdens største muslimske mindretal - omkring 160 millioner af de 1,2 mia. indere bekender sig til islam.

Old Delhi, New Delhi. To bydele, side om side – og så langt fra hinanden.

Selv den urbane minister har nu også oplevet, at der er lige lovlig rodet i Old Delhi. Mildt sagt.

Jeg har oplevet meget crazyness i Indien og tror, at Old Delhi tager prisen i den kategori. Bydelen er en mavepuster af et indisk kaos, der flår i samtlige kroppens sanser og kaster hjernecellerne retningsløst rundt i skallen. Fra morgen til sen aften virker det overbefolkede område som en gigantisk myretue, der kontinuerligt holdes på dupperne med en stavblender.

Men med Commonwealth Games i oktober bliver det altså snart showtime, og hovedstaden skal poleres.

Trådene skal helt bogstaveligt redes ud i Old Delhi.

Et kendetegn for området er den krakelerede infrastruktur. I gaderne, og især i de støvfyldte og snævre gyder, hænger sammenfiltrerede kabler og ledninger, der svajer faretruende lavt over hovedet som udkogte spaghettirør. Jeg lover urbanministeren en kulfi-is lige fra gaden, hvis det lykkes at gøre at gøre noget som helst urbant i Old Delhi – på den moderne måde – inden oktober. Eller inden 2020.

Men han kan begynde med de løse ender og forbindelser. Som Hindustan Times skriver, er det faktisk planen, at trådene skal redes ud, og et nyt kabelnet skal lægges under jorden. Stærkt! Nu må vi se, hvor lang tid det kommer til at tage.

I denne tid kører en masse historier i Indiens medier om, hvordan New Delhi gør  tiltag, der skal give byen et pænt image op til Commonwealth Games. Forståeligt nok. Byen trænger i den grad til reperationer og byfornyelse. Især infrastrukturen, der ofte beskrives som Indiens achilleshæl i forhold til at skabe mere fremgang, halter gevaldigt. Desværre ser vi også, at de allestedsværende tiggere bliver skubbet langt væk. Det er så den sociale slagside ved, at Indien  skal vise sig som en nation fuld af succes og overskud. De udstødte bliver mere udstødte.

Men hvis jeg i denne omgang holder mig til de positive fornyelser som oprydningssarbejdet i Old Delhi, så tænker jeg: Gade vide, hvad der sker efter Commonwealth Games?

Noget siger mig, at der sikkert – igen – vil gå lang tid, før Delhis ministre bevæger sig ned i støvet i Purani Dilli.

Jeg har netop fundet en indisk blog, der genvækker min glæde og nysgerrighed overfor min anden hjemby, New Delhi. Altimens jeg befinder mig i min første hjemby, København. The Delhi Walla kalder Mayank Austen Soofi bloggen, der tager læseren rundt i hovedstadens kringelkroge. Ved en søgning på Google faldt jeg over hans indlæg om sit besøg i Old Delhi for at finde svar på, hvorfor der er så pokkers beskidt.

Under sommermonsunen kommer varmen i hovedstaden ofte et pænt stykke op over 40 grader. Kreativiteten indenfor kolde læskedrikke er derfor stor.

“Three boys are hanging around at one side of the chowk. “Why is Old Delhi so dirty?” I ask them. “Yes there’s filthy for sure,” says 20-year- old Kamran Khan, a school dropout. “But there are things that make you love this place.”

Delhi og Indien i en nøddeskal. Selv når hun er grim, kan hun være smuk – og helt umulig ikke at falde for.

Jeg bor og arbejder stadig som journalist i Indien med base i New Delhi. Det har været et travlt år, hvor jeg har fået godt gang i “Indienkorrespondencer” – min helt egen virksomhed, [...]]]> Det er efterhånden over et år siden, jeg har været aktiv på bloggen, og nu vil jeg sparke liv i den igen.

Jeg bor og arbejder stadig som journalist i Indien med base i New Delhi. Det har været et travlt år, hvor jeg har fået godt gang i “Indienkorrespondencer” – min helt egen virksomhed, hvor jeg har specialiseret mig i at dække Indien bredt for de danske aviser, magasiner, fagblade og nu også DR2 Udland.

Der er masser at skrive hjem fra Indien, og jeg har især inden for det sidste halve-hele års tid oplevet en markant stigende dansk interesse for det nye vækstland. Det er godt. Ikke bare for mig, men fordi, at Indiens rolle i verden kun bliver større, så det er vigtigt at følge udviklingen herovre.

Et meget aktuelt eksempel er Indiens nøglerolle under klimaforhandlingerne op til COP15 i december. Landets kraftige vækst i økonomien og befolkningen gør det til en stor udfordring at skabe “grøn udvikling” med reducerede CO2-udslip.

Indien vil for alt i verden undgå at skulle bremse væksten for at reducere drivhusgasserne. Målt per hoved er udslippet langt lavere end i Vestens industrialiserede lande, men når et land med 1,1 milliard mennesker, der formentlig forøges med 400 millioner flere frem til 2050, vokser så hurtigt, er det selvfølgelig en kæmpe udfordring for det globale klima.

Hvor meget Indien vil gå på kompromis og gå den globale klimaaftale i møde, står endnu meget uklart. Det skal blive spændende at se.

Og det bliver spændende at se, hvordan Indien videre udvikler sig i denne fascinerende forandringstid, landet står i.

Her på bloggen vil jeg skrive om oplevelserne og arbejdet i mit efterhånden andet hjemland. Lige nu har jeg travlt med dækningen af landets 15. parlamentsvalg, der med 714 millioner vælgere er verdens største demokratiske valg nogensinde.

Jeg vil løbende opdatere bloggen med mine artikler fra valget og alle de andre områder i Indien, jeg dækker.

Læs med og skriv en kommentar, hvis du har lyst.

Jeg er begyndt at lede efter skjulte kameraer, når jeg farer rundt – og som regel vild – i den indiske offentlighed. Nogle gange opfører inderne sig – for mig – så mærkeligt, at jeg må holde fast i tanken om, at de gør det for at lave gags med [...]]]> Jeg har fået en dårlig vane i Indien.

Jeg er begyndt at lede efter skjulte kameraer, når jeg farer rundt – og som regel vild – i den indiske offentlighed. Nogle gange opfører inderne sig – for mig – så mærkeligt, at jeg må holde fast i tanken om, at de gør det for at lave gags med mig. Der MÅ være et tv-program for alle de “skjult kamera”-optagelser, de laver.

Der MÅ være millioner af indere, der dagligt hyler af grin over mig.

Men jeg finder aldrig nogen kameraer, og ingen kommer løbende og siger, at jeg så helt vild sjov ud, da de tog røven på mig. Tværtimod vågner jeg dagligt op til en småsyret virkelighed, der langt fra er i sync med min logik.

Jeg har netop fået et af de daglige syrechok hos en isbod i Noidas nye indkøbscenter - et meget moderne center i fire etager, hvor alle de store internationale kæder er repræsenteret.

Her fik jeg pludselig lyst til en is. Det undgår jeg som regel på gaden, da risikofaktoren for at komme slemt på skideren kan være høj. Men her så det godt ud.

Som så ofte her i Indien kan en lille og banal serviceydelse pludselig vokse til et uoverskueligt projekt. Jeg kan nemlig ikke bare gå hen og betale for en is. Først skal jeg købe et smart guldkort til 200 rupier (omkring 27 kroner), som jeg kan more mig med i alle restauranterne. Så må jeg stille op i køen og vente og herefter videre til en ny kø ved isboden.

Nu siger siger min lineære logik mig, at jeg må være tæt på. Isboden har en stor køledisk med 20-25 slags is, og der er en høj stabel med vafler. Ekspedienten smiler og spørger, hvad jeg vil have?

Lovende. “Nu er det bare lige ud. Hen og pege, op med iskuglerne, frem med guldkortet, og ned i maven”, tænker jeg. Lidt naivt.

Jeg vælger to iskugler i vaffel, en med Madagascar-chokolade og en med vanilje. Ekspedienten graver godt ned i metalbøtten og former en kugle på størrelse en tennisbold.

“Okay, nu får jeg en rigtig stor is, og det er sgu i orden”, tænker jeg.

Det er jo lang tid siden, jeg har spist is, og jeg har et hårdt liv. Hver morgen står jeg op, før Fanden får cowboystøvler på for at vride mit stive korpus ud i de mest outrerede  yogastillinger. Halvanden time, fem dage om ugen, og jeg mangler stadig 30-50 centimenter for at kunne nå mine tæer med fingrene.

Jeg har fortjent en ordentlig røvfuld is, har jeg. Inderen kan se det krystalklart med sit “tredje øje”. Han har en stærk intuition og ser, at jeg lider hver morgen, når jeg vandrer gennem morgendisen med min yogamåtte under armen. Kun for at blive mødt af en instruktør, der har set for meget Karate Kid som knægt og tror, han er Mester Miyagi, og jeg er en stiv og stenet udgave af Daniel San.

Nu vil den rare mand forkæle mig, lige som jeg har fortjent. De er gode nok, de indere. Skøre, javel, lidt distræte, jo da, men gode nok, helt bestemt. De ved, når man ikke vil snik-snakke, men bare have en god is.

Men pludselig knækker drømmefilmen, jeg er i færd med at afspille på det indre lærred. Det dejligt lineære handlingforløb, jeg ser for mig, bryder fuldstændig op, for den indiske ekspedient går pludseligt ud ad et sidespor. Efter at have fyldt en chokolade-tennisbold i vaflen, tager han nemlig en anden vaffel frem og gør klar til at grave i vaniljeisen. 

Aha, han troede, at jeg bad om to. Jeg stopper ham, inden han får stukket skeen ned, for jeg gider ikke rende rundt med to isvafler. Jeg gentager, at jeg ønsker to kugler i én vaffel.

Inderen ryster på hovedet.

“Nej, det kan jeg altså ikke. Her laver vi kun isvafler med én kugle”, siger han, og inden jeg ved af det går han igang med isvaffel nummer to.

 “Ej, hør nu, du kan vel bare fylde vaniljenisen oven på chokoladeisen”, siger jeg.

“Nej, Sir, det kan vi altså ikke, for vi laver kun isvafler med én kugle”, svarer han og går videre med det nu ret så uoverskuelige isprojekt.

 “EJ, HØR NU. Det må da være muligt…jeg bad altså kun om én is”.

“Så må jeg altså tale med min manager først og høre, om vi kan gøre en undtagelse”, siger ekspedienten og forlader nu isboden.

Nu føler jeg mig pludselig som en 70-årig Daniel San i yogalokalet, hvor alt er op ad bakke. En halv meters afstand mellem tæer og fingre, led, der er stive som metal, og Mester Miyagi, der slår sømmet på mit hoved: “You really have a stiff body”.

Nå, det står dog ikke SÅ galt til. Hverken i yogalokalet, hvor jeg dagligt udøver selvtortur, eller med projektet i den indiske isbod, der er en lille, men sigende hverdagsoplevelse om, hvordan tingene i Indien kan køre ud ad spor, jeg ikke kan se retningen på.

Ekspedienten kommer nu tilbage og siger, at han har snakket med sin overordnede. Og han sagde, at det var i orden at jeg denne gang fik en isvaffel med to kugler, frem for to isvafler med en kugle i hver.

Juhuu!! 20 minutters kamp, og Daniel San gennemfører den indiske servicetest og får løn som fortjent: Én isvaffel med to suveræne iskugler.

Det var den bedste is, jeg nogensinde har fået i Indien.

På disse bundlinjer, i anmeldelsen af den bureaukratiske isbod, kan slutresultatet derfor kun være positivt: Fem vafler ud af fem.

Tre vafler for den høje kvalitet og velsmag, en for den alternative service og endelig en vaffel for den overskudsfølelse, jeg havde efter gennemførelsen af hele projektet.

Tak for is!