Poul Bonke Justesen

I skrivende stund (torsdag klokken 15.30 dansk tid) kører eb.dk tophistorien “Her dræber tigeren en mand” om en indisk amatørtograf, der bliver bidt ihjel af en tiger i en zoologisk have.

Ud fra en journalistisk vurdering er det, hvad en del medier vil kalde en “god historie”, for det er altid sensationelt og dramatisk, når dyr angriber mennesker. Den historie skal nok gå bredt rundt i verden.

Og i Ekstra Bladets optik er det formentlig en “skidegod historie”, for det er et blodigt - meget blodigt – og makabert angreb. På eb.dk får den hele armen i dag. Der er sat et stort billede op, hvor man ser tigeren i færd med at partere den indiske amatørfotograf med sit store gab. Artiklen følges endvidere med en fotoserie, hvor læseren billede for billede kan se det blodige angreb.

“Her ligger manden uden den ene arm”, konstaterer en billedtekst. Som billedet ganske rigtig viser, ligger manden i en blodpøl med sin frarevede arm ved siden. Mandens ansigt er ikke engang sløret. Jeg må sige, at jeg finder det usmageligt og grænseoverskridende at gå så tæt på, som eb.dk gør her. Også selvom avisen advarer om stærke billeder.

Jeg tænker på, hvorfor redaktionen finder det nødvendigt at gå så tæt på? Det giver nok flere besøgende på nyhedssitet, men det ændrer ikke ved, at det presseetisk er problematisk. Mener jeg. Jeg tvivler i øvrigt på, at avisen ville vælge de samme nærgående billeder, hvis offeret var en dansker. Men respekten for offeret og hans familie bør vel ikke være mindre, fordi ulykken finder sted på den anden side af jorden?

Mediernes fornemmeste opgave må være at skildre virkeligheden så troværdigt som muligt. Det gælder også, når virkeligheden er grum og ubehagelig. Under eksempelvis tsunamien i Sydøstasien i 2004 måtte modtagerne også se på masser af ubehagelige billeder, lige som vi gør med krig og katastrofer hver dag.

Under den omfattende dækning af tsunamien husker jeg, at der kom en massiv kritik af Se & Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, da han valgte at bringe et billede, hvor man så menneskeligene ligge i dynger efter flodbølgen. Billedet var i den grad ubehageligt, men jeg synes, at det havde en anden berettigelse, end den usmagelige billedprioritering, som eb.dk demonstrerer i dag. Se & Hørs billede havde nemlig en langt højere grad af væsentlighed, for den skildrede en katastrofe, der ramte rigtig mange mennesker.

Det var et dristigt billedvalg af den kontroversielle Qvortrup, som måtte trække bladet tilbage efter en massiv læserstorm, men jeg mener faktisk, at det var etisk i orden. Billedvalget vi ser på eb.dk i dag er bare billigt og sensationelt, og det er ikke i nærheden af at ville fortælle læseren noget af større væsentlighed. Begivenheden vil måske skabe en diskussion om sikkerheden i zoologiske haver i Indien, men ellers bliver den hurtigt glemt.

Jeg kan derfor ikke se, at Ekstra Bladet har andre journalistiske begrundelser for at bringe billederne end at få læsere i butikken. Billedvalget skæpper sikkert godt i kassen, men det har en etisk pris.

Men hvad synes du? Hvor går grænsen for, hvad medierne bør vise af billeder?