Avislæsningens glæder i New Delhi

Jeg er af den uddøende race, der stadig gider at holde avis. Og betale for den.

Simpelthen fordi avisen er mit yndlingsmedie. Jeg har det godt, når jeg begynder dagen med at åbne avisen og bladre rundt i sektionerne for at se, hvordan den har valgt at dække gårsdagens uoverskuelige strøm af begivenheder.

Jeg har en forventning om, at avisen skal give mig overblik over, hvad der var væsentligt i går, hvad der kan ske i dag og meget gerne også i morgen. Det er jo det, avisen kan og bør levere: Aktualitet, baggrund og perspektiv.

Avismediet skal tage udgangspunkt i de aktuelle nyheder, men stikke et spadestik dybere og give mere perspektiv, end jeg kan få hos mange af de elektroniske medier, der egner sig til at levere de højaktuelle nyheder. Avisen skal ikke bare fortælle, hvad der skete, men hvorfor det skete, og hvad det kan betyde. Hos mange af de webbårne nyhedsmedier oplever jeg ofte, at jeg kun får svar på, hvad der skete, og så bliver jeg som læser efterladt og kan bare tænke: “Nå, og hvad så?”

Den galej skal dagbladene ikke hoppe med på. Dermed ikke være sagt, at de ikke skal være aktuelle, for det skal de i høj grad. Men netop i denne tid, hvor modtagerne kan få næsten alle de aktuelle nyheder kvit og frit via nettet og gratisaviserne, så er der især brug for, at medierne hjælper borgerne til at forstå den mere og mere komplicerede verden, vi tumler rundt i. Og ud fra et økonomisk perspektiv er det afgørende, at aviserne finder opskriften på, hvordan de får læserne tilbage i folden. Det gælder især de gamle omnibusaviser Berlingske Tidende, Politiken og Jyllands-Posten, for interessant nok har Børsen, Information, Kristeligt Dagblad og Weekendavisen haft succes med den nicheorienterede dækning. Her har oplaget modsat steget de seneste år.

Måske kan omnibusaviserne også få succes med at skære nogle nicher ud, så de leverer noget særligt til netop deres læsere, så de ikke bare repeterer gårsdagens såkaldte “fællesstof”. Det afgørende bliver at finde balancen mellem nyheder og baggrundsstof samt niche- og fællesstoffet. Meget kort sagt. Jeg tror, det er en problemstilling, der knager gevaldigt i de fleste redaktørers hoveder netop nu.

Efter jeg er flyttet til New Delhi har jeg fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig, at få det “aktuelle baggrundsstof” i avisen, som både opdaterer mig på de vigtigste nyheder og giver dybere baggrund. Som journalist er jeg selvfølgelig afhængig af både de elektroniske mediers aktualitetsstof og avisernes baggrundsstof, og rent personligt har jeg det også bedst med at møde dagen, når jeg er klædt på med den gode blanding.

Når jeg skriver fra New Delhi skal jeg fungere som et filter mellem de væsentlige begivenheder i Danmark og Indien, så derfor skal jeg selvfølgelig følge begge lande tæt. Som sagt holder jeg meget af avisen, men da jeg ikke kan få dagens danske aviser til Indien, må jeg nødvendigvis læse meget mere ved skærmen.

Nu er jeg begyndt at holde PolitikenWeekly, en avis, hvor chefredaktør Tøger Seidenfaden lover mig, at han og medarbejderne har klippet det bedste ud fra ugens løb. Så kan jeg – og alle de andre udlandsdanskere – bladre i avispapiret og samtidig følge godt med i de danske begivenheder. Det er en skidegod idé, og jeg glæder mig mere end almindeligt til at læse min weekendavis i hængesofaen på terrassen, mens solen giver varme timer om eftermiddagen. Selv om jeg kun har været her i lidt over en måned, så er de timer en overraskende vigtig livline til Danmark.

Læsningen af danske aviser er ikke bare et godt søndagsritual, det er en vigtig livline hjem til Danmark. Desværre kommer PolitikenWeekly, avisen for udlandsdanskere, flere uger for sent, så fornøjelsen er ikke så stor, som den kunne være.

Nu kan nogle måske indvende, at jeg da lige så godt bare kan gå på nettet. Det kan jeg også, men det er bare ikke det samme. Indrømmet, jeg er nostalgiker på det her område, men faktisk er jeg også ganske sikker på, at jeg læser avisen anderledes end på nettet. Jeg giver mig mere tid og ro til at gå dybere ned. Jeg læser artikler, jeg ellers ikke ville læse. Jeg oplever et andet samspil mellem tekst, billeder og layout, som jeg ikke kan finde andre steder. Jeg får ganske enkelt noget helt andet – og unikt – ud af læsningen, der netop har at gøre med, at teksten er sat på tryk.

Til trods for at solen sender charmestråler ned over Delhi, og jeg oplever ro og glæde i hængesofaen, så er der noget ved min Politiken-læsning, der ikke er i orden. Indholdet er alt, alt for gammelt, for jeg får den en eller to uger senere end lovet. Hvis jeg er så heldig at få den. Mærkeligt nok melder udlejeren på min hjemmeadresse på Frederiksberg, at Politiken fortsat dumper ind ad brevsprækken, selv om jeg har bedt dem om at indstille abonnementet her.

Øv. Jeg bruger penge på en avis, der kommer hver dag på Frederiksberg samt en avis, der sjældent kommer til New Delhi. Det er altså ikke top dollar.

>

Vores hushjælp, Satha, tager sig også en slapper med “The Times of India”.

Det betyder, at jeg søndag lå og læste gamle danske nyheder fra den sammenklippede PolitikenWeekly, der blev publiceret 5. december. Her kunne jeg blandt andet læse et helt opslag, hvor statsministerens redegørelse fra 27. november blev bragt. Tak for det, men den falder lidt vel sent.

Netop Politiken har indtil for nylig forsøgt at skrue ned for aktualitetsblusset for at give mere plads til baggrund, analyse og opinion. Efter omkring et år med det såkaldte Projekt Ny Avis, hvor avisen i stedet opprioriterede det højaktuelle nyhedsstof på netavisen, så valgte man i oktober at gå tilbage og igen satse mere på den klassiske nyhedsjournalistik i papiravisen.

Hvordan betalingsaviserne skal overleve konkurrencen med de elektroniske medier og ikke mindst gratisaviserne, så læserne igen vil betale for en avis, ja, det er et rigtig godt spørgsmål. Projekt Ny Avis bliver heftigt debatteret, bl.a. i fagbladet Journalisten, fordi den debat netop handler om papiravisernes eksistensberettigelse og fremtid. Som Politiken-læser gennem mange år, mener jeg, at avisen i første omgang gik for langt væk fra den klassiske nyhedsjournalistik, og et stykke hen ad vejen vil jeg give kritikere ret i, at det blev for meget en “meningsavis”. Det dagsaktuelle stof blev for småt og notits-præget.

At læse en avis, der i for høj grad er frarevet de højaktuelle dagsordener for at gå ud af helt egne tangenter, det tvivler jeg på er vejen frem. Så nu vil jeg da på Politikens vegne håbe, at de finder den rette balancegang mellem at levere (gårs)dagens nyheder på en måde, hvorpå det lykkes at holde den aktualitetshungrende læser i butikken, samtidig med, at avisen når nogle lag dybere end de hurtige tv-og netnyheder. Der er brug for det.

Og så vil jeg bare krydse fingre for, at PolitikenWeekly begynder at komme til tiden i New Delhi. For selv om det er en fornøjelse at bladre igennem artiklerne hjemmefra, så er det altså for sent at læse statsministerens redegørelse i Folketinget tre uger efter, den blev holdt.

Kilder:

“Avisrevolution: Bunden er ikke nået” (Information, 20.4.2007)
“Avisen i krise, men den dør ikke lige nu” (Journalisten.dk, 14.7.2007)