17. november 2007...11:59
Kulturel balancegang og en tur på tordenboksen
Det kan være noget af en kunst at gå den kulturelle balancegang i Indien, hvor man både er i synk med sig selv og sine omgivelser.
Dette tema vil uden tvivl komme til at fylde meget, når jeg møder inderne, for specielle er de, når en fyr som mig checker ind med lyst hår og rødbedepas. Men oftest er de meget venlige og imødekommende, så det skal nok blive spændende.
Et godt eksempel er toiletrutinerne. Mange indere bruger jo venstrehånden efter en tur på tordenboksen, og det var lidt af et problem for mig, da jeg var på besøg hos min bofælles familie i Shimla, en lille by i bjergene. Det overraskede mig faktisk, at Nitin stadig kører håndtricket. Det vil jeg i hvert fald tro, at han gør, for jeg har endnu ikke spottet noget toiletpapir. Men traditioner er jo som bekendt ikke sådan at ryste af. Og hvorfor skulle de også være det, hvis de fungerer?
Nå, men jeg stod egentlig i lidt af en krise, for jeg kunne ikke få mig selv til at spørge efter toiletpapir, så efter tre dage måtte jeg gøre et eller andet. Da situationen helt bogstaveligt blev temmelig presset, måtte jeg snige mig ud med en Politiken fra flyturen og en affaldspose gemt i lommen (undskyld, Tøger Seidenfaden…….tag det ikke personligt)…….og så skal jeg nok spare jer for resten : – ). Jeg kan blot sige, at jeg formentlig fik afværget en slem mavepine og et kulturclash, der kunne sige “smask”. Eller bare en akavet situation. Og i øvrigt har jeg næppe været så tilfreds med at være Politiken-abonnent. Udmærket læsning, bestemt, men absolut også en fremragende avis at tørre sig med efter tre dages tvangstilbageholdt afføring.
Vel, vel, jeg ved jo godt, at jeg ikke kan snige med ud på boksen med favnen fuld af aviser under hele mit ophold. Det er ikke en langtidsholdbar løsning. Derfor har jeg har besluttet mig for at købe en stak toiletruller snarest muligt, og så må jeg se, hvad Nitin-drengen siger (forhåbentlig ikke så meget, han virker indtil videre ret fin og afslappet). Så er der linet op til venskabelig kulturkamp!
Jeg er vendt tilbage til New Delhi, hvor jeg har fået lidt ro på og tid for mig selv i lejligheden. Det hjalp lidt, for jeg var ved at blive småstresset af den indiske mandsopdækning i Shimla, jeg berettede om i gårsdagens indlæg. Nu har jeg lagt mine ringbind med research ind på kontoret, jeg låner i lejligheden, og så starter jeg butikken stille og roligt op. Jeg tager den stadig med ro og giver mig tid til at opleve, så jeg først begynder at komme godt ind i nyhedsstrømmen – læse aviser, magasiner osv. – og sætte aftaler op i forhold til de artikler, jeg skal lave til Kristeligt Dagblad. I den den kommende uge tager jeg til Rajasthan-ørkenen, der ligger vest for New Delhi, op til Pakistans grænse, for at lave en rejsereportage. Det bliver fedt, tror jeg. Sjovt nok har jeg ikke rigtig oplevet New Delhi endnu, men indtil videre virker den hæsblæsende. Det er nok meget godt, at jeg har et lille reservat i lejligheden, hvor jeg kan trække mig tilbage, når jeg har brug for en omgang fladskærm og en Sundowner på tagterrassen. Yas, indeed!
PS. Jeg er ved afslutningen af dette indlæg gået over til Berlingeren under toiletbesøgene. Det er også en udmærket avis, men for en god ordens skyld vil jeg sige, at min førsteprioritering af Politiken – til at tørre mig i enden med – ikke beror på en kvalitetsmæssig vurdering. Den lå simpelthen nærmest. Så skulle det være på det rene. Helt rene.
FØLGE MED PÅ BLOGGEN - MINE FØRSTE DAGE I INDIEN
Skyggemennesker
Torsdag skriver jeg om at være tilbage i Indiens asfaltjungle kort efter landing samt mine tanker om de mennesker, der lever i skyggen af væksten og velfærden.
Mandsopdækning 24-7
Fredag beretter jeg om min tur til den lille bjergby Shimla og om at være tæt mandsopdækket af indere.
Kulturel balancegang og en tur på tordenboksen
Lørdag, i dag, følger min sidste beretning i denne lille trilogi over mine første dage i Indien. Her fortæller jeg om, at det kan være svært at finde den rette kulturelle balancegang, hvor man både er i synk med sig selv og sine omgivelser. En disciplin, jeg blandt andet blev prøvet i, da jeg skulle på toiletbesøg uden toiletpapir.
7 kommentarer
18. november 2007 kl. 15:54
Det har sgu været spændende at følge med i trilogien. Godt at høre, at det hele kører godt på trods af umenneskelig mandsopdækning. Glæder mig allerede til rejsereportage, som vi forhåbentlig også får bidder af her på stedet?
18. november 2007 kl. 16:40
Det lyder godt, René. Tak for det.
Jeg følte mig især nok mandsopdækket, fordi jeg næsten lige var landet og blev indlogereret hos en familie, hvor jeg var “ugens gæst”.
Privatrum gør inderne sig ikke så meget i, så det kan godt være lidt svært, men det var faktisk en lettelse at komme tilbage til Delhi, hvor jeg er nu. Min bofælle Nitin er meget afslappet at bo sammen med, og han giver meget plads til, at jeg kan passe mig selv i lejligheden. Samtidig med at vi også hænger ud, når vi har lyst. Lørdag og søndag har vi cruiset lidt rundt i hans bil, shoppet osv.
Lige nu er jeg ved at pakke rygsækken til afgang mandag morgen kl. 04.30 (!) mod ørkenområdet Rajasthan, hvor der er en gigantisk kamelfestival i en – normalt – lille, hellig by: Pushkar Camel Fair. Her forventer man omkring 250.000 besøgende, heriblandt 50.000 kameler.
Det skal jeg nok berette meget mere om i løbet af ugen. Jeg har desværre ikke fået etableret mobilt internet endnu, så jeg krydser fingre for, at der ikke er for lang kø ved internetcaféerne.
Håber det går godt derhjemme.
20. november 2007 kl. 01:15
Ja det er i sandhed en fornøjelse at følge med i livet i Delhi og omegn. At der derudover er ret så mange genkendelige observationer fra min (og vores) tid i Indien beviser vel bare, at du har en skarp pen og at substansen – kontrasterne – ved Indien er forblevet de samme som for 3-4 år siden?
Jeg ser frem til en reportage eller to fra kamelfesten og hvorhen du ellers når frem.
23. november 2007 kl. 17:41
Hey Poul!
Super spændende at følge med i din færden… – Glæder mig til at høre mere :)
28. november 2007 kl. 07:12
Hej Kristian
Tak for ordene.
Mange af de ting, jeg har beskrevet, var sikkert også stort de samme, da vi rejste rundt i Nordindien for tre-fire år siden. De voldsomme kontraster, i særdeleshed kløften mellem rige og fattige, uddannede og de uuddannede, man som gæst kan blive lamslået over at opleve, vil nok være der mange år frem i tiden.
Men jeg lægger mærke til noget nyt, som jeg ikke gjorde i samme grad sidste gang.
Der er stor optimisme og selvtillid i Indien. Nogle af de meget synlige resultater af det økonomiske opsving er de gigantiske indkøbscentre i New Delhi og byggepladserne reserveret til nye velstående boliger.
Og så kan jeg ikke undgå at lægge mærke til, at mobiltelefonen også har gjort sit folkelige indtog. Jeg forbløffes over, at mennesker i nedslidte klip-klappere, der højst praktiserer en ugentlig etagevask, pludselig hiver Nokia-telefoner op af lommen og begynder at sms’e. Det er ret interessant.
En vigtig forklaring på Indiens succes i dag er det høje uddannelsesniveau. Mere end 60 millioner mennesker har en vidergående uddannelse, hvilket svarer til mere end Frankrigs befolkning. Kombineret med at de er villige til at arbejde igennem til en langt lavere løn end i Vesten, ja så sætter Indien det amerikanske og europæiske marked under et seriøst konkurrencepres.
Og konkurrencen vil med stor sandsynlig tage til de næste år, da arbejdsstyrken ikke bare er veluddannet. Den er også ung. 700 millioner af inderne er under 35 år. I Danmark har vi omvendt mangel på arbejdskraft på grund af den høje andel af ældre.
Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi nu kun ser begyndelsen af det pres, som Indien – og Kina – udsætter de vestlige økonomier for.
Det kommer vi kommer til at se mere til – også i medierne.
29. november 2007 kl. 12:21
Det lyder særdeles interessant, at der nu ligefrem er optimisme at spore i det enorme land. At du peger på, at mobiltelefonien har gjort sit indtog får mig til at tænke på, at det var noget jeg (uden nogen sammenligning ellers) oplevede i østeuropa for et par år siden.
Michelle og jeg var på rundrejse i Rumænien og Bulgarien i 2004 og her var der mobilitis på gader og stræder – det var der bestemt ikke, da Jesper og jeg rejste fra Polen til Kroatien fire-fem år før. Dengang var det vel nærmest kun mere eller mindre suspekte gangstertyper med bodyguards og tonede ruder i Audierne der havde den slags luksus. At Michelle og jeg derudover så rigtig mange, især kvinder, der havde været en tur hos plastikkirurgen vidner bare yderligere om det store boom af nyrige, der levcr side om side med limsniffende (sigøjner)gadebørn. Det være sig både i Bukarest og i Sofia.
Nok om Østeuropa – nu vil jeg gruble lidt over ’spejlspørgsmål’ jf. dit nyeste indlæg her på bloggen.
30. november 2007 kl. 08:38
Hej Kristian
Det lyder spændende med den udvikling, du har oplevet i Østeuropa. Det område vil jeg virkelig gerne besøge engang.
I området, hvor jeg bor, kan jeg ikke undgå at lægge mærke til, at mange inderes livsstil begynder at minde mere og mere om den vestlige.
I Indien har jeg meget svært ved at opdrive det, jeg forbinder med en kop rigtig god sort kaffe, men netop her i Noida – og andre velstående områder i Delhi – har nye “posh” kaffebarer slået dørene op. Her er kaffen ren balsam for maven. Hermed ikke være sagt at kaffebarer kun er et vestligt fænomen, men jeg oplever, at de minder meget om de kaffesteder, jeg har besøgt i Vestens storbyer.
De nye kaffebarer ser i øvrigt ud til at køre med stor succes. Særligt de unge hænger ud i timer over en kop kaffe, der koster lige så meget som et godt måltid mad.
Det er ret så interessant, for tidligere har jeg kun oplevet en indisk kaffekultur i de få lokalområder, hvor den dyrkes. Så måske er der en bredere kaffekultur på vej? Indtil videre er jeg i hvert fald glad for at kunne få et godt, stærkt sort skud i nabolaget, når abstinenserne gennemryster mit korpus.
Jeg ser i øvrigt frem til et eller flere danske “spejlspørgsmål”, som du vil sende mig i marken med.
Og til andre læsere vil jeg, som i mit seneste indlæg, opfordre til at sende mig nogle spørgsmål, jeg kan stille til inderne, jeg møder på gaden. Som tidligere skrevet videregiver jeg svarene i indlæg her på bloggen.
Og så står der jo spændende indiske præmier på højkant, når jeg trækker lod mellem bidragsyderne. Måske et godt alternativ til moster Ediths bløde pakker under juletræet…
Så det er bare ud af busken og ind på bloggen.
Skriv en kommentar