Poul Bonke Justesen

De danser ikke så meget om grantræer inden for, og der er heller ikke gris på gaflen. Men familien samles, hygger sig, guderne tilbedes, lys tændes, og der sendes en pokkers masse krudt af sted mod nattehimlen.

Efter et håndtryk, smalltalk og Nitins rundvisning i den meget lækre lejlighed, gik jeg direkte i lagenposen for at knalde en stabel brikker, som jeg bestemt havde til gode. Jeg fik dog kun indhentet omtrent halvdelen af, hvad jeg burde, for efter fire timer med nedrullede øjenlåg kørte Nitin og jeg af sted kl. 04.30 stik nord mod Shimla – en lille by i 2200 meters højde ved Himalayabjergenes begyndelse. Under Britisk Indiens kolonitid, der ophørte i 1947, trak den britiske regering sig op i bjergene til Shimla for at slippe for New Delhis varme sommermåneder. Dette historiske spor trækker stadig tydeligt gennem byen, der bærer præg af den britiske byggestil og det kristne samfund. En noget spøjs ramme for den religiøse hindufestival.

Nitin og familien ude og ose i Shimla.

De fire dage var næsten lidt for intense, for jeg var midtpunkt hele tiden, hvilket betød, at jeg ikke har haft mere end en halv time alene i fire døgn. Det var ved at blive mig for meget, for jeg kunne knap gå til kiosken og købe en mintpastil uden at skulle forklare mig og have følgeskab. De var vanvittig søde, Nitins familie, og alle sammen meget gæstfrie og hjertelige, som indere er flest, og det har været en kæmpe oplevelse at være en del af en meget traditionel indisk familie i en lille bjergby for nogle dage. Det har været meget spændende. Men også lidt overvældende at være mandsopdækket 24-7 efter så kort tid i landet.

Nitin kommer fra en meget traditionel baggrund. Når jeg spurgte mændene, hvad deres hustruer lavede, så forstod de slet ikke spørgsmålet. De er selvfølgelig “housewifes”, lød det forsinkede svar. Mændene bliver serviceret i hoved og røv, undskyld frisproget, men i hvert fald i hovedet, for køkkenet var kvindernes område. Når maden var færdig, blev den serveret for os mænd, hvorefter kvinderne tog af og kunne sætte sig til bords. Måske en drømmesituation for enkelte af mine kønsfæller, og nu er det ikke for at fedte for Jer, kære kvinder, men jeg havde altså lidt svært ved det.

Nitins far, der underviser Shimla-børnene i idræt, nyder at have fri under hindufestivalen Diwali.Vintereren er på vej, men hvis man er godt pakket ind, kan man stadig sidde på terrassen og vågne op med Himalaya lige i baghaven.

 Oppe i skoven har Shimla en mindre rugekasse for krickettalenter.

Det er helt tydeligt, at Nitin har gået i en mere moderne retning, selv om han stadig har de gamle værdier i sig. Han er meget stolt af sin bil, sin lejlighed, og han bærer sine slitagevaskede jeans og Converse All Stars med stolthed. På vores lange biltur fik jeg også hørt hele hans katalog af “cool” rockmusik, der spændte fra det store danske flødepopband (i Asien) Michael Learns To Rock, Jon Bon Jovi, Bryan Adams osv. Jeg grinede lidt inde i mig selv og blev egentlig også lidt irriteret i længden, for noget af det er jo show off spændt efter vestlig kultur. Det er der for såvidt intet problem i, det er nærmere den insisterende og overfladisk imagebevidste attitude, der irriterer mig.

Indtil videre har jeg besluttet bare at spille lidt med på det og se, hvad det udvikler sig til. Det er jo også det, jeg er her for: At få oplevet de meget mixede kulturer i Indien. Hen ad vejen må jeg så finde balancen mellem at stå fast ved egne værdier og være åben og i stand til at bøje sig for de værdier, jeg møder her. Det hedder vist integration og møde mellem kulturer, ikk’?

På hjemmebanen oplever jeg ikke så meget den indre konflikt, man kan stå i, når man møder noget nyt, for her er der jo hjemmebanefordel, og jeg tænker nok ikke så meget over de usagte kulturelle spilleregler og måder at indrette sig på i samfundet.

De tanker dukker sjovt nok mest op på udebanen.

FØLGE MED PÅ BLOGGEN - MINE FØRSTE DAGE I INDIEN

Skyggemennesker

Torsdag skriver jeg om at være tilbage i Indiens asfaltjungle kort efter landing samt mine tanker om de mennesker, der lever i skyggen af væksten og velfærden.

Mandsopdækning 24-7

Fredag beretter jeg om min tur til den lille bjergby Shimla og om at være tæt mandsopdækket af indere.

Kulturel balancegang og en tur på tordenboksen

Lørdag, i morgen, følger min sidste beretning i denne lille trilogi over mine første dage i Indien. Her fortæller jeg om, at det kan være svært at finde den rette kulturelle balancegang, hvor man både er i synk med sig selv og sine omgivelser. En disciplin, jeg blandt andet blev prøvet i, da jeg skulle på toiletbesøg uden toiletpapir.