Skyggemennesker

Masser af kultur på drengen og næsten for meget. De kan være stressende, de indere. Jer, der har besøgt Indien, kender måske følelsen, når man lige er landet: Overvældende mange – og nærgående – mennesker og remsen af “indiske spørgsmål”, der skydes af sted med spredehagl mod en: “From which country you are?”, “what is your good name?”, “you, married?”, “I think Denmark is famous for dairy production?”, “You know Peter Schmeichel?”…

Nå, men efter en halv times frisk verbal kamp om den rigtige pris med de lokale taxichauffører foran lufthavnen – jeg kan være mindst lige så stædig som dem, for jeg vil ikke behandles som en naiv turist og betale 300 procent i overpris! : – ) – så røg jeg af sted mod min lejlighed i Noida, et nyrigt overklassekvarter, hvor jeg lejer mig ind hos en ung inder. 

Nitin, som han hedder, er 26 år, har eget softwarefirma i Noida, hvor mange af de store multinationale og indiske it-firmaer har adresse, en dobbeltplans penthouselejlighed og hushjælp, en 17-årig ung, genert fyr ved navn Satha, der står for mad, rengøring osv.

 Morgenchai

Nitin gør sig klar til arbejde i sin softwarevirksomhed, hvor han sammen med 20 ansatte løser outsourcede it- og softwareopgaver for  kunder i Europa og USA. En succesfuld branche med høj vækst i Indien.

I Indien er det ganske almindeligt at have en hushjælp ansat, men det er nu alligevel småsyret at opleve inde fra. Generelt har jeg svært ved at vænne mig til, at der er så voldsom forskel på dem, der har penge, og dem, der ikke har. Dem på vognen og dem langt bagefter, de uddannede og de uuddannede. De mindrebemidlede bevæger sig nærmest rundt som skygger, klos op ad de mere heldige. Eller dem, som, efter mange livs fin og flot indsats i livshjulet, har fået et godt overskud på karmakontoen. Skæbnen kan som bekendt tillægges mange forklaringer og årsager, afhængig af tro og temperament. Det specielle ved Indien er, at den fysiske afstand mellem kontrasterne, i dette tilfælde rig og fattig, kan være tynd som pergamentpapir, mens den mentale afstand nærmest kan virke ubeskrivelig.

  Satha gør morgenmaden klar

Udover Nitin og jeg, så bor hushjælpen Satha også  i lejligheden. Han har arbejdet for Nitin i tre år.

Selv om jeg har besøgt landet flere gange, stikker det i hjertet, når jeg ser underklassens skyggemennesker tage det tunge og hårde slid. De underernærede vejarbejdere med babyer i stofbylter på ryggen, som lægger asfalten med de bare hænder, så de rige indere kan fortsætte med fuld fart ud af en mere og mere succesfuld vej. Og de 160 millioner kasteløse, dalitterne, der slider hårdt – dømt til arbejde på samfundets bund.

Se hvad livet kan være 

Der er byggeboom  og optimisme i Noida, men det er vist et stykke tid siden, at den lokale arbejdsmiljøkontrol har været forbi.

Da min taxi, efter tre timers sneglen sig frem i et trafikalt kaos, nåede ud til forstaden Noida, fik jeg smidt den barske virkelighed, jeg kommer til at live i – og med – direkte i ansigtet.

Ved siden af de store indkøbscentre, pragtvillaer og penthouselejligheder, der skyder op som svampe, bor mange af håndværkerne med familier i telte af presenninger i to – og tremandsstørrelsen. Da min chauffør var faret vild, besøgte vi disse “boliger” på byggepladserne rundt om de nye huse for at spørge om vej. Inde i teltene kunne jeg ane de støvede ansigter, øjne der stirrede tomt ud i mørket og hullede tandsæt, der kom til syne i lyset fra et gasprimus.

Jeg gik dertil med en modsatrettet følelse. På den ene side måtte jeg se den barske virkelighed i øjnene, som fantastiske Indien også rummer. På den anden side måtte jeg også bare væk, væk, væk.

To sider af samme land 

Hver gang jeg går til bussen, møder jeg denne familie, der bor få hundrede meter fra min lejlighed.

På mine tidligere rejser i Indien har jeg oplevet, at den sociale uretfærdighed særligt stikker i begyndelsen. Senere går der længere tid imellem, og stikkene går nok mindre dybt, som når jeg går ren og sårbar ud af lufthavnen. Huden bliver hård, hjertet måske lidt koldt. Jeg ved ikke præcis hvorfor, måske fordi distanceringen er nødvendig for selv at føle sig ok inden i. Måske fordi jeg hverken gør mig selv eller verden en tjeneste ved at tage al Indiens dårligdom på mine skuldre. Eller i mit hjerte.

Et eller andet sted håber jeg dog, at jeg bliver ved med at se og huske dem. De mennesker, der lever i de små telte ved siden af villaerne – i skyggen af væksten og velfærden.

FØLG MED PÅ BLOGGEN

Mandsopdækning 24-7

I morgen, fredag, skriver jeg om min tur til bjergbyen Shimla med min bofælle Nitin og om følelsen af at være mandsopdækket af indere kort efter landing.

Kulturel balancegang og en tur på tordenboksen

Lørdag følger min sidste beretning i denne lille trilogi over mine første dage i Indien. Her fortæller jeg om, at det kan være svært at finde den rette kulturelle balancegang, hvor man både er i synk med sig selv og sine omgivelser. En disciplin, jeg blandt andet blev prøvet i, da jeg skulle på toiletbesøg uden toiletpapir.