Poul Bonke Justesen

SÅ, nu bliver det alvor.

“Hvem pokker har brudt ind i min lejlighed for at stjæle min brødrister, tallerkener og ikke mindst mine baked beans, mens jeg var slået i madrassen af Søvnen”.

“JEG SKAL SGU HAVE MIT RISTEDE BRØD MED OST, ELLERS BLIVER JEG RASENDE”.

Jeg er lige stået op for at møde dagen med de ritualer, der hører sig til. Og hvad ser jeg for mit åsyn i mit helt eget køkken. Ingenting. Bare en masse tomhed, hvide vægge og ingen ting på hylderne hele vejen rundt. Det er polsk temauge på Sindshvilevej: Alt er revet væk.

En ren koldstart.

Men det er bare mit morgentrætte kranie, der driver gæk, mens resten af mine hjerne stadig ligger i koma på madrassen og knalder brikker, så det brager. Nu begynder den heldigvis også at vågne, hjernen, for der kommer langsomt et par tips om gerningsmanden. Desværre ingen, der knækker koden på, hvem der dræbte Nanna Birk Larsen, men langt vigtigere: Hvem bortførte min brødrister?

“Dig selv, dit fjols”, lyder det pludselig morgenfriskt fra komacentralen inde på madrassen.

Og efter at det faktisk lykkes mig at trylle et par bønner kaffe frem og hælde dem i svælget, bliver min hjerne decideret vågen, for pludselig begynder den at sætte gerningen i et smukt indrammet realistisk perspektiv. Det er jo mig selv, der har pakket det hele ned. Alle ritualerne og rutinerne – morgen, middag, aften – ligger tapet ind i Silvan-kasser og er på vej til at blive stillet væk. For en stund flytter jeg væk fra Sindshvilevej, væk fra det morgenristede brød, avisen på dørmåtten, min smadrede sofa, mine vinyl-plader, Jack Kerouac på væggen, pastaretterne, familien, vennerne, byturene. Hele molevitten. Væk.

Pludselig går det op for mig, hvad jeg har gang i. Det er de tomme, polske hylder, der gør det. Jeg er på vej af sted for at bryde med hverdagslivet, for at stille mig selv en kæmpe udfordring og forfølge drømmen om at bo, arbejde og leve i Indien i en periode. Nogle gange er det i opbruddets øjeblik, at man virkelig finder ud af, hvad man har – og ikke har.

Jeg tror, at jeg havde sådan et øjeblik her til morgen, og jeg fandt ud af, at jeg er lykkelig her i Danmark – med min familie og venner. Hvorfor så rejse væk til noget, jeg ikke kender til, noget helt nyt? Jeg ved det ikke præcist. Andet end at jeg må gøre det. Det er drømmen inden i, der siger det.

Så der er ikke andet at gøre end at lytte og se, hvor den bevæger mig hen.