Dyr er mediernes trumfkort

Under tjeneste på den hedengangne regionalavis Næstved Tidende (nu Sjællandske) sprang en af mine kolleger pludselig ud fra sit kontor og løb i triumf mod sekretariatet, hvor avisen redigeres og sættes op. I farten messede han taktfast sæt-ning-en, der går direkte i enhver redaktørs blækfyldte hjertekammer på en nyhedssløj dag.

”Jeg har en historie, en SKIDEgod historie”.

”Fedt”, tænkte jeg. ”Når han siger SKIDEgod historie, så må han have noget rigtig god snavs, måske en byrådsspids med overforbrug på repræsentationskontoen eller en efterlysning af en 17-årig stofpåvirket ung mand, der har netop har stukket en kniv i baglåret på en ældre dame”.

Historier, der begge ville gøre ”forsidemandens” øjne blanke af glæde (arbejdsglæde, forstås), hvorefter han ville sætte sig helt ud på kanten af stolen og hive de store typer frem fra tastaturet.

Dagen efter kom historien så. På forsiden var et billede af en ”EFTERLADT” kat i en rygtaske, som var stillet i en af byens butikker. Aldeles brutalt, lod artiklen forstå. Og jeg var rystet og lamslået!

Ikke over katten, Vor Herre bevares, dem er der i forvejen rigeligt af i byen, næ, jeg var lamslået over, hvordan det lille rødpelsede dyr som et trumfkort kunne feje alle andre begivenheder af bordet og ind i avisens anden og tredje rækker. Det var pludselig som om, at alle mine idealer om nyhedskriterier og ”demokratiets vagthund” faldt pladask til jorden med et ”mjiiiav” fra en lille, efterladt killing.

Den dag var en brat opvågnen til mediernes virkelighed. Jeg måtte erkende, at journalistikken, jeg havde lært om på universitetet, ikke blev praktiseret i virkeligheden. Et stykke hen ad vejen er det måske meget godt, men jeg undrede mig alligevel over, hvor højt ”dyrehistorier” til tider prioriteres.

Siden den dag har jeg erkendt, at historierne om dyr, de stakkels, de efterladte, de mishandlede eller bare de skæve, til tider får så meget smæk på i nyhedsstrømmen, at resten af verden nærmest går i stå for en stund. Læserne er åbenbart vilde med dyrehistorier af den ene eller anden art.

I dag gik det så op for mig, at jeg heller ikke skal føle mig for fin til at blive draget af dyr. Som led i mine forberedelser til min flytning til New Delhi, hvor jeg skal arbejde som journalist, følger jeg nu den indiske nyhedsstrøm tæt fra morgenstunden. Undervejs i denne morgenrutine kom jeg i tanke om min oplevelse på Næstved Tidende, for pludselig tog jeg mig selv i at skøjte hen over samtlige tophistorier fra Indien og Sydasien og direkte hen på en syg indisk elefant på 80 år, som havde brækket tre ben og var sovet ind med store smerter.

Den historie fra BBC’s udsendte i Indien blev prioriteret øverst på nyhedssiden – ved siden af den politiske krise i Pakistan, nyt om militærjuntaens undertrykkelse i Myanmar og onsdagens historisk forsonende møde mellem Nord – og Sydkorea, der kan betyde enden på Koreakrigen, som teknisk set stadig er aktuel.

Mange væsentlige historier, men min mus og jeg kunne kun se i én retning, og det var hen mod den vitterlig stakkels, gamle elefant fra Indien.

Dyrene er virkelig mediernes trumf. Både på Næstved Tidende i Danmark og hos BBC i Indien.